24. sep. 2007 10.02
ØRNELÆRDOM. DR har fået førsteprisen på en fransk festival for dokumentaren ‘Flyver med ørne’. 30 udenlandske tv-stationer har lige nu programmet til gennemsyn, og Frankrig og Kina har købt det allerede.
Produktionsholdet bag ‘Flyver med ørne’ har fået en pris i Frankrig. Her er det den russiske steppeørn Cossack, paraglideren Louise Crandal, tilrettelægger Anton Gammelgaard, fotograf Anders Agerbo og falkoner Hans Nielsen.
DR-dokumentarprogrammet ‘Flyver med ørne’ vandt i weekenden førsteprisen på Festival International Du Film de Vol Libre i byen St. Hilaire du Touvet i Frankrig. Førsteprisen i guld blev givet, fordi programmet efter juryens bedømmelse fortalte “den bedste historie fra det virkelige liv” af de deltagende udsendelser.
‘Flyver med ørne’ er produceret af DR Jylland i samarbejde produktionsselskabet Paravision. Programmet er tilrettelagt af Anton Gammelgaard, og fotograf er Anders Agerbo. Musikken er produceret af Kim Sagild, og udsendelsen blev vist på DR1 den 11. december sidste år.
‘Flyver med ørne’ følger den dobbelte verdensmester i paragliding Louise Grandal i hendes arbejde med at få en russisk steppeørn som læremester i luften. Udsendelsen skildrer det intense træningsforløb fra den utrænede steppeørn bliver hentet i England, til Louise Crandal og ørnen nogle måneder senere hænger i en paraglider over Comosøen. Men ikke alt går som planlagt.
Udover den franske pris viser udlandet også generelt stor interesse for ‘Flyver med ørne’-dokumentaren. Ifølge DR Internationalt Salg har Frankrig og Kina allerede købt, mens 30 tv-stationer verden over lige nu har dokumentaren til gennemsyn og overvejer at få det på skærmen.
(Info: Anton Gammelgaard producerede “Flyver med ørne” mens han endnu var ansat i DR. Han startede som selvstændig producer med Storywise kort tid efter han fik førsteprisen i Frankrig. Læs mere om Anton Gammelgaards baggrund her)